Fotografer. redigerer. billeder.

Nogle gør det meget, andre mindre. Nogle ændrer på personer, ansigtsudtryk og gør huden "picture-perfect" - andre fokuserer på stemning, følelser, skygger, lys og farver og har stramme, etiske principper. Jeg hører til den sidste gruppe, kan jeg godt skynde mig at afsløre.

En RAW-fil (fil-formatet, som de fleste fotografer bruger) er en datafil, der svarer til det gamle filmnegativ, og som skal fremkaldes for at blive til en reel billedfil. Som oftest er datafilen grålig, mat og lidt tåget i udtrykket, inden den bliver fremkaldt - filen indeholder alle data, som sensoren har opfanget. 

Idéen om at holde billedet originalt via det uredigerede billede er i mine øjne romatiseret - for udover at RAW-filen oftest ikke viser farver og lys som det rent faktisk så ud, så har fotografen allerede taget beslutninger om hvordan virkeligheden skal præsenteres, længe før billedet når til redigeringen: ved at vælge hvilket kamera der skal bruges, hvilken linse der skal bruges, hvilken vinkel billedet skal tages fra, komposition, ISO-indstillinger, lukketid osv. osv.
 
Men hvad handler redigering reelt om? udover at fremkalde billedet? I min optik er redigeringens fornemste opgave, at præsenterer den stemning og de følelser, der allerede er til stede i billedet - på et sølvfad for seeren. Det handler ikke om at ændre virkeligheden eller ændre noget ved nogen. Det handler om at billedet kan vise, hvordan det føltes at være der.
tiske principper.